Svaeveflyver.dk - Passion for flyvning

Sun Air Cup 2018

Danmarks næststørste svæveflyvekonkurrence 28/7 - 5/8 2018

På svæveflyvecenter Arnborg ved Herning

ASK21 over rapsmark

Sun air cup og Junior DM 2018 nærmer sig med hastige skridt. I år har jeg (Jakob Svenningsen) fået æren af at deltage for første gang i et bagsæde sammen med en erfaren pilot fra Nordsjællands Svæveflyveklub i forsædet. Her på siden vil jeg skrive lidt som dagene går, og der vil helt sikkert være en masse flotte billeder at finde! Så følg med her på siden.
Konkurrencen åbnes fredag d. 27/7-2018

1. Flyvedag - Lørdag

Dag 1 bød på en 218 kilometers hastighedopgave. Der var forecastet nogenlunde termik, men en kraftig koldfront lå og lurede ude vestpå, og hvornår den ville ramme var temmelig uklart. Nimbussen med Peter og jeg i lettede fra Arnborg ved 14-tiden, og vi skyndte os ud på opgaven 14:15 i håbet om at komme rundt inden koldfronten ville ødelægge det hele.

SX klar til start

Vi tærsklede ud på opgaven, og de første par ben gik ganske fint. Det steg, og vi kom nogenlunde fremad. Ved Skæve vejkryds kom vi lavt, men vi fik fisket den op igen, og det gik videre mod Hee, hvor fronten nærmede sig. Forsigtigt fløj vi ind i regnen, og blev enige om at det var rimeligt at forsætte selvom det regnede en smule.

I luften ude på opgaven

Efter Vemb var der fuldstændig smørluft hjem mod Arnborg. Vi tog en drastisk beslutning at dreje 90 grader ud vestpå, væk fra kursen, i håbet om at kunne flyve på kanten af fronten. Med lidt held virkede det sørme, selvom det var meget voldsom og svær termik. Men efter et stykke tid steg vi op, og kunne glide hjem til Arnborg. Vi endte som nummer to på dagen, og kun to fly i SAC kom hjem. En spændende dag.

Fronten lurer